Mange af os kan rigtig godt lide at bruge parfume, eller produkter med parfume, til hverdag. Dufte kan have mange forskellige betydninger og sammenhænge for den enkelte person, og nogle af os kan have meget svært ved at undvære de dufte vi pryder os med, hvad end det til hverdag eller ved festlige lejligheder. Det hænger især sammen med at dufte og parfumer af forskellig slags er blevet brugt som tilbehør til påklædning og personlig udstråling i tusindvis af år. Vi mennesker bliver naturligvis påvirket af de indtryk vi får gennem næsen, og dét at undgå at lugte af menneske har altid været populært. Det har i århundreder været et tegn på luksus og velstand at man har råd til at dufte bedre end gennemsnittet.

I dag er parfumer og dufte dog blevet hvermandseje og er heldigvis ikke udelukkende forbeholdt de rige og bedst stillede længere. Vi bruger parfumer som aldrig før, og forskellige dufte har sneget sig ind i ting man før i tiden ikke engang kunne forestille sig.

Det er dog en rigtig god idé at tænke grundigt over hvor mange, og hvilke, parfumestoffer du udsætter dig selv for, da der med parfumer og dufte er en risiko for at udvikle parfumeallergi, som i så fald vil følge dig resten af livet. I takt med at flere mennesker er begyndt at have adgang til og bruge parfumer, er antallet af parfumeallergikere også steget drastisk. Derfor er man i de senere år også begyndt at forske mere i de faktorer der kan være skyld i de forskellige former for allergier der springer frem hos flere og flere mennesker i alle aldersgrupper.

Jo mere vi forsker i og undersøger noget, jo bedre bliver vores forståelse for hvordan ting hænger sammen og dermed også for hvad vi kan gøre for at nedsætte risikoen for allergier og negative konsekvenser af de ting og produkter vi omgiver os med i vores hverdag.

Der findes cirka 3.000 duftstoffer, både naturlige parfumestoffer og kemisk fremstillede parfumestoffer, og det er meget vigtigt at understrege, at alle duftstoffer potentielt kan give allergi. I modsætning til det som mange i helsekostbranchen argumenterer for, så er naturlige duftstoffer, altså dem som er udvundet direkte fra planter af forskellig art, ikke mindre skadelige end de kemisk fremstillede duftstoffer. Tværtimod siger Videncenter for Allergi at de naturlige ekstrakter faktisk oftere er anledning til allergi end de syntetisk fremstillede.

Parfumeallergi skønnes at ramme omkring 4 procent af befolkningen og er støt stigende. Allergi rammer ifølge statistikkerne oftest kvinder, mens tallene er lidt lavere for mænd, børn og unge.

Parfume, parfumestoffer, æteriske olier og planteekstrakt – hvad er forskellen?

  • Parfume er en blanding af en lang række duftstoffer, som tilsammen danner parfumes endelige duft. En parfume kan bestå af mellem 10 og 300 enkeltstoffer. Disse enkeltstoffer kan derudover bestå af både naturlige og syntetiske duftstoffer.
  • Parfumestoffer er de duftende enkeltstoffer som en parfume kan bestå af. Der findes cirka 3.000 forskellige af disse stoffer, hvoraf 26 af dem er i særligt fokus da de er kendt for at være allergifremkaldende. For disse 26 parfumestoffer gælder det at de skal deklareres med deres kemiske navn hvis de bruges i et produkt. (se liste nedenfor)
  • Æteriske olier, også kaldet essentielle olier, er duftende planteolier. Disse udvindes fra forskelligt plantemateriale og bliver oftest betegnet som naturlige parfumestoffer. Æteriske olier anvendes blandt andet i parfumer og forskellig slags kosmetik. De indeholder ofte adskillige stoffer og derfor kan æteriske olier faktisk være meget allergifremkaldende. De kan nemlig sagtens indeholde skadelige parfumestoffer – blandt andre nogle af de 26 deklarationspligtige.
  • Planteekstrakter er også en betegnelse for en blanding af vidt forskellige stoffer som udvindes fra planter. Planteekstrakter kan ligeledes indeholde forskellige former for parfumestoffer. Det kan blandt andet være nogle af de 26 deklarationspligtige, som kan øge risikoen for kontaktallergi. Disse ekstrakter kan dog også indeholde utallige andre stoffer der er allergifremkaldende.

Svanemærket og parfume

Svanemærket har meget skrappe krav til hvilke parfumestoffer der må bruges, og mængden af dem. Desuden er der forskellige krav alt efter om det er et plejeprodukt der bliver på huden, eller om det skylles af igen.

De 26 særligt allergifremkaldende parfumestoffer

Parfumestoffer i cremer, lotion og andre personlige plejeprodukter skal som udgangspunkt stå på ingredienslisten (INCI-listen) som “Parfum”. Mange producenter bruger ord som “aroma” eller “fragrance” i ingredienslisterne, men disse betegnelser er ikke korrekte. Hvis et givent produkt indeholder parfume, skal dette deklareres med ordet “Parfum”.

Hvis du er parfumeallergiker kan du på den måde styre uden om parfume, og forhåbentligt undgå ubehagelige oplevelser.

Denne betegnelse for om et produkt indeholder parfume eller ej, skelner dog ikke mellem de 26 særligt allergifremkaldende parfumestoffer og parfumestoffer hvor der ikke er nogen særlig risiko. Derfor er det en god idé at være opmærksom på EU’s liste over de 26 særligt allergifremkaldende stoffer, uanset om du er parfumeallergiker eller ej. Disse parfumestoffer skal påføres ingredienslisten med navn, hvis de forekommer i en vis mindste mængde. Dette gælder også for produkter, hvor der i forvejen står “Parfum” i ingredienslisten.

Herunder er listen over stoffer der er udvalgt af EU, da de hyppigt er årsag til allergi.

  • Amyl Cinnamal
  • Benzyl Alcohol
  • Cinnamyl Alcohol
  • Citral
  • Eugenol
  • Hydroxycintronellal
  • Isoeugenol
  • Amylcinnamyl Alcohol
  • Benzyl Salicylate
  • Cinnamal
  • Coumarin
  • Geraniol
  • Hydroxyisohexyl 3-Cyclohexene Carboxaldehyde
  • Anise Alcohol
  • Benzyl Cinnamate
  • Farnesol
  • Butylphenyl Methylpropianol
  • Linalool
  • Benzyl Benzoate
  • Citronellol
  • Hexyl Cinnamal
  • Limonene
  • Methyl 2-Octynoate
  • Alpha-Isomethyl Ionone
  • Evernia Prunastri Extract (Oak moss)
  • Evernia Furfuracea Extract (Tree moss)

ingredien

Alle produkter i ingredien serien fås både med og uden parfume. De parfumestoffer vi bruger i ingredien er kemisk fremstillede. Derved kan vi være fuldstændigt sikre på hvordan stoffet reagerer og hvilke indholdsstoffer der er i. Hver enkelt bestanddel af alle ingredien produkter er naturligvis godkendt af Svanemærket. Det gælder også den parfume vi bruger. Mængden af parfume, i de produkter der indeholder det, er under 0,1%.


Kilder

Miljøministeriet

Forbrugerrådet Tænk Kemi

Videncenter for allergi

Netdoktor.dk

Ecolabel.dk

Skriv en kommentar